
Et kig ind i fremtiden
Ny teknologi inden for ultralydsscanning af gravide giver vordende forældre chancen for at få et naturtro billede af deres lille vidunder. Ifølge fødselslæge og sexolog, Henrik Vittrup, kan det være et godt udgangspunkt for sammen at tilpasse forventningerne til forældreskabet. | ![]() |
Teknologien inden for ultralydsscanning har udviklet sig sådan, at alle vordende forældre nu har en mulighed for at få et livagtigt billede af barnet inde i maven med en 3D scanning.
Ifølge Henrik Vittrup, fødselslæge, sexolog og medforfatter til bogen "Når du bliver far", kan en 3D scanning være en rigtig god idé for både mænd og kvinder på vej ind i forældreskabet.
"Det er et kig ind i den fantastiske proces, et voksende barn er. Samtidig giver det parret mulighed for sammen at skabe en fælles fortælling om barnet ud fra et så naturtro billede, som teknologien muliggør i dag. Det gravide par kan med billedet kigge ind i den verden, som venter dem," siger Henrik Vittrup.
Det nuancerede forældreskab
Henrik Vittrup peger på, at mange par har helt forskellige forestillinger om det at blive forældre. Kvinden mærker det, der vokser i hendes mave, mens graviditeten hos manden "vokser i hovedet" med tanker og billeder.
"Det vil typisk være sådan, at kvindernes tanker i forhold til forældreskabet kredser om graviditet, fødsel og barsel, mens mænd visualiserer faderskabet som kredsende om det legende to-tre-årige barn. Derfor kan det i graviditeten for nogle mænd være en uklar følelse at skulle være far og nogen gange virke som noget, der er kommet meget pludseligt – også selvom manden har et udtrykt ønske om at blive far," fortæller Henrik Vittrup og fortsætter:
"Man siger, at følelser kun kan mærkes i nuet. 3D scanningen er for manden en mulighed for at mærke hvilke følelser, der vil opstå i ham, når han ser sit barn ved fødslen. Det er en chance for at møde det konkrete barn og se, at det er virkeligt – før det bliver født."
Billeder åbner op for fortællinger
"3D scanningen kan være en mulighed for at synkronisere manden og kvindens fortælling om graviditeten og forældreskabet. Billedet af barnet åbner i det hele taget op for fortællinger – også i forhold til parrets venner, familie eller barnets søskende. Samtidig kan billedet være en start på familiealbummet, fordi man med en 3D scanning reelt kan se slægtens træk, og hvem barnet ligner – og det er den fortælling, der næsten altid går i gang allerede i de første timer efter fødslen," slutter Henrik Vittrup.
"Billeder skaber fantasier," understreger Henrik Vittrup. Derfor mener han, at et naturtro billede af den kommende ny kan være med til at åbne op for, at parret deler deres forestillinger om forældreskabet med hinanden.




